Som biolog har jeg længe undret mig over mange af de forklaringer, vi bruger om fascia. Særligt når vi taler om, hvad der sker i bindevævet, når vi masserer, laver yin-yoga eller bruger massagebolde og foam rollers. Særligt når vi taler om, hvad der sker i vævet, når vi masserer, laver yin-stræk eller ruller på bolde eller foam ruller.
For mange af forklaringerne har været svære at forene med det, vi ved om cellebiologi, bindevæv og kroppens fysiologi. Alligevel får vi fortalt, at fascia kan løsnes, hydreres, frigøres og omstruktureres. At det kan forklare alt fra stive hofter og dårlig kropsholdning til smerter og følelser, der sidder fast i kroppen.
Men når vi ser på forskningen i biomekanik, bindevæv, bevægelse og smerter, viser det sig, at mange af disse forklaringer er stærkt forsimplede, mangler dokumentation eller er fysiologisk ukorrekte.
Det betyder ikke, at massage, foam rolling eller bestemte bevægelser ikke kan hjælpe. Mange oplever mindre smerte, større bevægelighed eller en følelse af mere plads i kroppen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at effekten skyldes de ændringer i fascia, som vi får fortalt om.
Det har jeg tidligere skrevet om i min sidste blog om myofascial release og bindevævsmassage. For bare fordi noget virker, betyder det ikke, at vores forklaring på, hvorfor det virker, er korrekt. Og det rejser et større spørgsmål. Ikke kun om fascia som væv, men om fascia som idé. Fascia er nemlig også forbundet med bestemte værdier og bevægelsesidealer. Bløde, nænsomme bevægelser, ro og selvomsorg fremhæves ofte frem for styrke og fysisk belastning. Men hvorfor skulle netop dette væv have brug for en særlig blid tilgang? (Hint, læs min tidligere blog).
Når fascia bliver et verdenssyn
I mange yoga-, bodywork- og somatiske bevægelsesmiljøer er fascia blevet mere end anatomi. Det er næsten blevet et verdenssyn – en måde at forstå kroppen og os selv på.
Fascia bliver et symbol på sammenhæng, kompleksitet og helhed. Det kommer til at repræsentere alt det, som mange oplever, at traditionel medicin og videnskab overser: intuition, følelser, energi og den subjektive oplevelse af kroppen.
Fascinationen ser ud til at hænge sammen med en frustration over en reduktionistisk forståelse af kroppen. Hvor kroppen i medicin og biomekanik kan fremstå som en maskine bestående af separate dele, tilbyder fascia en anden fortælling: Kroppen som et levende, intelligent og sammenhængende system.
Det kan være særligt tiltalende for mennesker, som ikke har følt sig forstået eller hjulpet af sundhedsvæsenet. Fascia bliver dermed også et symbol på modstand mod en medicinsk kultur og fitnesskultur, der kan opleves som mekanisk, upersonlig og overdrevent optaget af målbare resultater.
I forsøget på at gøre op med én form for reduktionisme risikerer fascia-baserede tilgange at skabe en anden. Når fascia bliver forklaringen på smerter, spændinger, bevægelse og følelser, kommer andre vigtige systemer let i baggrunden – herunder nervesystemet, musklerne, hormonsystemet og immunsystemet. En tilgang, der forsøger at udvide vores forståelse af kroppen, kan dermed ende med at begrænse den.
Det betyder ikke, at værdierne bag fascinationen af fascia er forkerte. At anerkende kroppens kompleksitet og menneskers subjektive oplevelser er vigtigt. Vi behøver ikke gøre fascia til forklaringen på alting for at forstå kroppen som en helhed. Kroppen er allerede et samspil mellem mange forskellige væv og systemer. Når vi bevæger os, arbejder vi ikke med fascia isoleret, men med en hel krop, hvor forskellige strukturer påvirkes på forskellige måder. Vi behøver ikke en særlig fortælling om fascia for at anerkende, at kroppen hænger sammen. Problemet opstår, når disse værdier og metaforer bliver koblet til fysiologiske påstande, som ikke nødvendigvis er videnskabeligt underbyggede. Fascia kan være en meningsfuld metafor for sammenhæng. Men en god metafor er ikke nødvendigvis en god fysiologisk forklaring.Derfor er det vigtigt at skelne mellem hvad fascia betyder for os, og hvad fascia faktisk gør.
Men kan vi overhovedet påvirke fascia på den måde?
Ja. Fascia er levende væv, som reagerer på belastning og kan tilpasse sig over tid. Ligesom muskler, sener og knogler påvirkes bindevævet af, hvordan vi bruger kroppen. Men det betyder ikke, at vi med bestemte øvelser eller behandlinger kan løsne, frigøre eller omstrukturere det på de måder, der ofte bliver påstået.
En sprit ny forskningsgennemgang fra 2026 fandt ikke nogen tydelig effekt af myofascial release (MFR) på vævets stivhed, selvom evidensen var meget usikker. Det giver yderligere grund til at stille spørgsmål ved den traditionelle forklaring om, at fascia bliver fysisk frigjort. Allerede i 2019 betegnede Behm og Wilke ligefrem “self-myofascial release” som et misvisende begreb (misnomer), fordi der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at behandlingen faktisk frigør fascia.
Og selvom fascia kan tilpasse sig belastning, mangler vi stadig god dokumentation for, at særlige fascia-øvelser er bedre end almindelig styrketræning, stræk eller anden bevægelse. For fascia kan være en meningsfuld fortælling om kroppen, uden at fortællingen nødvendigvis er en korrekt fysiologisk forklaring.
Teknikkerne kan sagtens være gavnlige og hjælpe mange mennesker. Problemet er ikke nødvendigvis det, vi gør, men de forklaringer, vi giver på, hvorfor det virker. Når vi fortæller mennesker, at deres fascia er stramt, fastlåst eller skal frigøres, risikerer vi at skabe unødig bekymring, øget opmærksomhed på symptomer og noceboeffekter. Samtidig kan vi give dem en misvisende forståelse af deres krop og gøre dem unødigt afhængige af bestemte behandlinger frem for at styrke deres tillid til kroppens egne bevægelsesmuligheder.
Og så ender vi paradoksalt nok med at modarbejde det, vi ønskede fra begyndelsen: at give mennesker større tillid til deres egen krop og dens muligheder.
Inspiration & Videnskabelige referencer
Movement Logic Podcast (2025). Episode 104: Can We Train Fascia? Lyt til podcasten
Kunz et al. (2026). Do manual and instrument-assisted myofascial release techniques truly change tissue stiffness? DOI
Siegel et al. (2026). Effects of foam rolling and the knowledge-to-action gap: Are practitioners' beliefs supported by the evidence? DOI
Warneke et al. (2024). Foam rolling and stretching do not provide superior acute flexibility and stiffness improvements compared to any other warm-up intervention. DOI
Warneke et al. (2024). The effects of static and dynamic stretching on deep fascia stiffness. DOI
Glänzel et al. (2023). Foam Rolling Acute Effects on Myofascial Tissue Stiffness and Muscle Strength. DOI
Behm et al. (2019). Do Self-Myofascial Release Devices Release Myofascia? Rolling Mechanisms: A Narrative Review. DOI
Chaudhry et al. (2008). Three-Dimensional Mathematical Model for Deformation of Human Fasciae in Manual Therapy. DOI